Opskriften
Ingredienser
- 50 ml rye whiskey
- 20 ml sød rød vermouth
- 1 dash Angostura bitter
- Isterninger
Fremgangsmåde
- Hæld alt i et rørglas med isterninger
- Rør cirka 30 sekunder
- Si over i et koldt cocktailglas uden is
- Pynt med et cocktailbær
Forholdet 5:2 mellem whisky og vermouth er IBA's. Mange amerikanske barer bruger i dag 2:1, hvilket giver en tørrere drink.
Historien, der ikke kan bevises
Den mest fortalte historie placerer opfindelsen på Manhattan Club på øens sydspids i 1874, til en bankettet holdt af Jennie Jerome, mor til Winston Churchill, til ære for den nyvalgte guvernør Samuel Tilden. Historien har en fejl, der er nem at tjekke: Jerome var gravid med Winston og opholdt sig i England på det angivne tidspunkt. Historikeren David Wondrich har peget på det som en af de mest udbredte, men mindst dokumenterede cocktailmyter, der findes.
Det, der faktisk kan dokumenteres, er, at drinken optræder i trykte kilder fra New York i 1880'erne uden nogen navngiven opfinder, og at den er fast inventar i de tidlige amerikanske bartenderguider omkring århundredeskiftet. Hvem der først rørte den sammen, ved ingen. Det gør den ikke mindre af en klassiker, kun mindre af en anekdote.
Navnet har til gengæld holdt sig som skabelon for en hel familie af drinks: spiritus, sød vermouth, bitter, rørt og silet. Byt whiskyen ud, og du får en Rob Roy (scotch) eller en Boulevardier, som du kan læse om i vores guide til Boulevardier.
Vermouthen er den halve drink
Sød rød vermouth, italiensk stil, er en hedvin tilsat urter, bark og krydderier og typisk forstærket til 16-18 % alkohol. I en Manhattan udgør den 40 % af væsken, og forskellen mellem to mærker er lige så stor som forskellen mellem to rye-whiskyer. Sødmen, den bitre bund af urter og mængden af vaniljetræ fra fadlagringen varierer betydeligt fra producent til producent.
Åbn flasken, og skriv datoen på etiketten. Vermouth er en hedvin, ikke en spiritus. Den oxiderer i flasken ligesom vin og bør opbevares køligt og bruges inden for seks til otte uger efter åbning. Gammel, oxideret vermouth er den hyppigste årsag til en flad, kedelig Manhattan, oftere end selve whiskyen bliver anklaget for.
Bitteren spiller en mindre, men afgørende rolle. Angostura er standarden, men en dash eller to af en kraftigere bitter, for eksempel en kirsebær- eller kaneludgave, kan trække drinken i en anden retning uden at ændre grundopskriften.
Rør, ryst aldrig
Samme grundregel som i Old Fashioned: uden citrus, æg eller fløde bliver drinken rørt, ikke rystet. En Manhattan skal være klar og silkeblød i glasset. Rystning slår luftbobler og issplinter ind i væsken og gør den skummende og uklar, hvilket især er synligt i en Manhattan, der serveres uden is.
Rør cirka 30 sekunder over rigeligt is, til rørglasset er koldt at holde om udvendigt. Køl cocktailglasset i fryseren på forhånd, eller fyld det med isvand, mens du rører, og hæld vandet ud lige inden du silen drinken over. Uden det trin smelter garneringen hurtigt i et lunkent glas.
Hvilken whisky holder til vermouthen?
IBA-specifikationen kræver rye whiskey, og der er en grund til det: rugens krydrede, peberagtige noter er den eneste modvægt, der reelt matcher sødmen fra vermouthen. Byt til bourbon, og drinken bliver rundere og sødere, men mister noget af spændingen mellem de to hovedingredienser.
Rye whiskey
Den historisk korrekte. Peber, tørre urtenoter og en stram struktur, der skærer igennem vermouthens sødme i stedet for at smelte sammen med den. En bottled in bond på 50 % giver en Manhattan med tydelig ryggrad.
Bourbon
Den udbredte amerikanske variant. Vanilje og karamel fra de nye egefade lægger sig oven på vermouthens sødme, i stedet for at bryde den. Fungerer godt til gæster, der synes rye er for skarp. Woodford Reserve er et solidt udgangspunkt.
Højprocentbourbon
Uanset stil taber en Manhattan styrke ved fortynding. Vælg noget på 45 % eller derover, for eksempel Four Roses Single Barrel, ellers ender drinken vandet, når vermouthen er talt med.
Varianter, der er værd at prøve
Perfect Manhattan
Halvdelen af vermouthen byttes til tør, hvid vermouth i stedet for sød rød. Giver en mindre sød og mere kompleks drink med en let bitter kant.
Rob Roy
Samme opskrift, men med scotch i stedet for rye. Opkaldt efter en operette fra 1894 og opfundet på Waldorf-Astoria i New York samme år. En highland single malt fungerer bedst.
Dry Manhattan
Sød vermouth erstattes helt af tør, hvid vermouth. Skarpere og mindre rund, en bro mellem Manhattan og en klassisk Martini.
Black Manhattan
Vermouthen byttes til Averna eller en anden urtelikør (amaro). Mørkere, bittert og mindre sødt, en moderne bartender-favorit fra 2000'erne.
De typiske fejl
- Gammel vermouth. Åbnet vermouth, der har stået på skabet i seks måneder, er oxideret og giver en flad drink. Køb en mindre flaske, og opbevar den køligt.
- For lidt vermouth. Skæres vermouthen ned for at spare på flasken, forsvinder balancen. Hold dig til 50:20 eller 2:1.
- Rystning. Gør drinken uklar og skummende. Rør altid.
- Lunkent glas. Uden is i selve drinken smelter garneringen hurtigt, hvis glasset ikke er koldt fra start.
- Whisky på 40 %. Efter fortynding fra omrøring og vermouth ender drinken tynd. Gå efter 45 % og opefter.
Kilder
- International Bartenders Association — officiel specifikation for Manhattan: 50 ml rye whiskey, 20 ml sød rød vermouth, en dash Angostura bitter, rørt og silet i cocktailglas. iba-world.com/iba-cocktail/manhattan
- David Wondrich: Imbibe! — cocktailhistorikerens gennemgang af Manhattan-Club-historien og hvorfor den ikke holder, blandt andet fordi Jennie Jerome opholdt sig i England på det angivne tidspunkt for banketten.
- George Kappeler: Modern American Drinks (1895) — en af de tidlige amerikanske bartenderguider, der viser Manhattan som en etableret drink ved slutningen af 1800-tallet. gutenberg.org/ebooks/70428